Tenna Jakobi Nielsen

Jeg får lov til at gøre en forskel for andre og gøre dem bedre
For Tenna Jakobi Nielsen giver det værdi at gøre en forskel for andre og at kunne arbejde med sin hobby professionelt. Tenna arbejder som en del af Danish Agro Shoppen på 10. år og arbejder i dag som Supervisor. Et arbejde fyldt med udfordringer, gode kolleger og med mulighed for at dyrke sin interesse for heste.
Tennas rejse i Danish Agro startede et helt andet sted, end der hvor hun i dag slår sine folder. Da hun i første omgang kom ind i Danish Agro koncernen var det i en tidsbegrænset stilling som høstmedhjælper.
"Det har været en rigtig spændende rejse, hvor jeg føler, at jeg er blevet udfordret men også set og anerkendt. Noget af det fede ved mit arbejde er, at jeg får lov til at gøre en forskel for andre og gøre dem bedre. Det skaber rigtig meget værdi for mig,” fortæller Tenna Jakobi Nielsen.

Skal vi give mest mulig værdi til vores kunder, kræver det ansatte, der også har oplevelsen af at have et værdifuldt arbejde.
Tenna er oprindeligt uddannet jordbrugsteknolog med speciale i heste fra Jordbrugsuddannelsescenter i Aarhus. I sin nuværende stilling kører hun fra butik til butik og hjælper sine kolleger.
”En gang om måneden tager jeg på butiksbesøg i den enkelte Danish Agro Shop i mit område. Her gennemgår jeg sammen med butikslederen budgetterne og går i detaljer med, hvor vi har udfordringer, og hvor vi vinder, så vi sammen kan sørge for, at vi udvikler os i den rigtige retning,” fortæller Tenna.
At blive fagligt udfordret
Tenna har altid fokuseret på at gøre sit bedste. Hun mener også, det er grunden til, at hun i dag sidder med det ansvar, som hun gør. Hun sætter pris på at blive fagligt udfordret og have muligheden for at dyrke sin passion for heste, men jobbet byder også på mange spændende udfordringer og gode kolleger.
”Som person er jeg sådan én, der griber udfordringerne uden at være bange. Hvis man møder ind og i sit arbejde giver udtryk for, at man gerne vil det, så bliver det også set og værdsat,” fortæller Tenna og fortsætter:
”Det også rigtig rart at være på arbejde. Vi har det godt blandt kollegerne. Her er masser af frihed under ansvar, og har man lysten til at drive det til noget større, er der mange veje inden for koncernen.”
Selv valgte Tenna at fortsætte i Danish Agro Shoppen efter sin tid som høstmedhjælper, fordi det var en oplagt mulighed for at kombinere uddannelse, fritid og faglige udfordringer. Heste har nemlig altid været Tennas store passion og interesse.
"Min interesse og viden om heste bruger jeg hver dag, når vi hjælper kunder. Vi har jo et kæmpestort segment i forhold til at sælge hestefoder, og der kommer dagligt udfordringer omkring, hvordan man bedst fodrer sin hest, og hvilket produkt der er bedst at bruge. Efter så mange år med salg af hestefoder er det også mig, som mine kolleger ringer til, hvis de har spørgsmål til Danish Agros hestefoderbrand Hercules Hestefoder,” fortæller Tenna.

Jeg forsøger at skabe en hverdag, hvor man som kollega har lyst til at komme på arbejde.
De motiverede medarbejdere
Hos Danish Agro er det vigtigt, at medarbejderne har det godt, når de går på arbejde. Derfor er begrebet Cultivating Value meget centralt. Det handler om at skabe værdi for den enkelte medarbejder og tilpasse arbejdet til netop den person. Efter at Tenna selv er steget i graderne og nu er med til at ansætte nye medarbejdere, har hun et stærkt ønske om at videreføre den kultur, hun selv satte pris på.
”Jeg kigger efter folk, der har kompetencer og interesse, enten inden for salg eller som har en fritidsinteresse inden for et eller andet i vores butik. Det kan være hunde, heste eller have. Men det er vigtigt, at vi alle føler os trygge i det, de skal sælge. Derfor gør jeg meget ud af at sikre ordentlig oplæring af nye ansatte. De skal derfor møde leverandørerne og høre fra deres egen mund, hvad produkterne kan, så medarbejderne er godt klædt på, når de skal sælge deres produkter,” fortæller Tenna, og slutter:
"Jeg forsøger at skabe en hverdag, hvor man som kollega har lyst til at komme på arbejde. Derfor skal både rammerne og dagligdagen være indrettet, så vi alle er glade og interesserede i at komme på arbejde – for det tror jeg på, at kunden også kan mærke. Skal vi give mest mulig værdi til vores kunder, kræver det ansatte, der også har oplevelsen af at have et værdifuldt arbejde."