Nethe Gregersen

Et sikkert læringsrum
At arbejde som produktspecialist hos Danish Agro er i høj grad et rådgivningsjob. Dog bliver mange overraskede over, at rådgivningens resultater kan måles i salg, da de to ting hænger godt sammen.
Nethe Gregersen, der begyndte sin tid i Danish Agro som trainee, vidste intet om salg, inden hun begyndte, men i dag driver resultaterne i høj grad hendes motivation.
Halvandet år efter at Nethe Gregersen sluttede som trainee og fortsatte som produktspecialist i økologi, er hun selv blevet mentor for en af de nye trainees i Danish Agro. Det er hun, fordi hun har dugfriske minder om, hvilken udvikling man gennemgår under traineeforløbet, og fordi hun fandt sin egen hylde under forløbet.

Jeg fik enormt meget plads til at gøre arbejdet på min måde og udvikle mig i mit eget tempo under traineeforløbet.
”I min tid som trainee udviklede jeg mig rigtig meget. Både fagligt og personligt. Det er sådan, at når man tager en uddannelse og opbygger en masse faglighed, kan man være usikker på ens egne kompetencer,” fortæller Nethe Gregersen og fortsætter:
”Landbruget er fyldt med meget erfarne kræfter, som det umiddelbart kan føles svært at hamle op med. Men det er ikke noget problem i Danish Agros traineeforløb. Her bliver man taget i hånden og hjulpet af de erfarne, og det bliver også sagt højt, at der ikke er et stort forventningspres på en. Efter de to år kan man så rigtig begynde at give tilbage – og man får også lyst til at give tilbage af alt det, man har lært.”
Salg, rådgivning og erfaring
I rollen som produktspecialist skal man selv opbygge en kundeportefølje over, hvem man skal tilbyde Danish Agros produkter og løsninger til. Det salg har grobund i grundig og oprigtig rådgivning. Mange nyuddannede har svært ved at forholde sig til salgsdelen, når de begynder, og også Nethe Gregersen vidste ikke præcist, hvad det ville sige at sælge.
”Jeg kan rigtig godt lide at sælge, men da jeg startede, havde jeg ikke meget lyst til det. Jeg vidste heller ikke, hvad det indebar, men salget er en måde at måle sin rådgivning på. Rådgiver jeg om fodring, sælger jeg ofte også foder samt andet på bedriften, og det er megafedt,” fortæller Nethe Gregersen og fortsætter:
”Rådgivning og salg hænger rigtig godt sammen. Hvis jeg kun skulle rådgive uden at tænke på salget, tror jeg ikke, jeg ville lære lige så meget i min hverdag. Som sælger bliver jeg opdateret hver dag på hvilke priser og varer, der er tilgængelige, og kan sammenholde det med landmandens efterspørgsel”.
For Nethe handler det i høj grad om at skabe længerevarende relationer til sine kunder, så de i samarbejde kan skabe resultater på bedriften.
”Jeg bliver drevet af at se resultater ude hos kunden og skabe reel værdi. Jeg fik enormt meget plads til at gøre arbejdet på min måde og udvikle mig i mit eget tempo under traineeforløbet. Det er vigtigt, for når man står ude ved kunden, skal man selvstændigt kunne træffe beslutninger, der giver værdi for landmanden,” fortæller Nethe Gregersen og pointerer:
”Beslutninger kan du kun tage på baggrund af erfaring, og erfaring det får man kun over tid”.

Jeg har lært hele forretningen at kende fra kvalitetsafdelingen til såsædsafdelingen til foderfabrik og vareturslager. Og så fik jeg muligheden for at finde ud af, hvad der motiverer mig personligt, og hvordan jeg fungerer på en arbejdsplads
Et udviklende forløb
Nethe Gregersen er glad for, at hun fik muligheden for at være trainee i Danish Agro. Et forløb, der løber over to år, hvor man undervejs kommer ud og oplever alle Danish Agros afdelinger og får ekstra uddannelse i salgspsykologi og strategisk salg.
”Kurserne, og det at komme rundt i virksomheden, gav meget inspiration og skabte et solidt fundament. Jeg har blandt andet været i Finland for at høre, hvordan de arbejder med økologi. Jeg har lært hele forretningen at kende fra kvalitetsafdelingen til såsædsafdelingen til foderfabrik og vareturslager. Og så fik jeg muligheden for at finde ud af, hvad der motiverer mig personligt, og hvordan jeg fungerer på en arbejdsplads,” fortæller Nethe Gregersen.
I dag arbejder Nethe Gregersen som produktspecialist indenfor økologi, hvor hendes job består af at sælge til primært økologiske kvægbedrifter, men har også salg til planteavlere, da mark og stald hænger meget sammen i økologien. Sammen med hendes salg driver hun faglig rådgivning, så landmanden kan optimere resultatet og skabe værdi.
”Det handler også om, at de får handlet til gode priser. Så jeg følger meget med i markedet og fungerer næsten som børsmøgler for landmanden. Så jeg sidder med meget viden om produkter og markedsfunktioner,” siger Nethe Gregersen og slutter:
”Det også en god ting ved traineeforløbet, at der også er tid til at finde ud af, hvad man er god til, og hvordan ens styrker bruges bedst muligt.”