Mathilde Christensen

Hvis hun kan, kan jeg også!
Mathilde Christensen, handelselev ved Traktor Høst, håber at inspirere andre kvinder til et job i reservedelsbranchen.
Tøj- og livsstilsbutikker eller Matas. Når Mathilde Christensens kvindelige medstuderende har valgt læreplads, er langt de fleste søgt til klassiske, kendte detailbutikker. Men ikke Mathilde. Hun vil hellere finde kuglelejer end kjoler.
”Jeg er vokset op på en gård og var derfor slet ikke i tvivl om, at jeg skulle over i en branche, der er relateret til landbruget. Min vejleder foreslog ellers både IKEA og JYSK som alternativer, og det kunne måske være ok som plan B, men det var – og er – altså reservedele til værkstedet og de kunder, jeg vil,” slår Mathilde fast. Hun startede sit elevforløb hos Traktor Høst i Hvam, som ligger midt i Himmerland, den 1. juli 2022, efter at have taget grundforløbet på Aalborg Handelsskole, og hun har efter eget udsagn på intet tidspunkt fortrudt sit valg.
Mere på spil
Produktsortimentet på et reservedelslager er komplekst og kræver hele tiden en opdateret viden om, hvad der sker på markedet. Samtidig følger der et stort ansvar med, når man skal kunne finde den helt rette reservedel til hver enkelt maskine – også selv om der i dagligdagen er mange digitale redskaber, som støtter søgeprocessen.

Det handler jo i princippet ikke om køn, men om viden og interesse. Jeg tror og håber dog på flere kvinder i branchen, og jeg drømmer om, at jeg kan være med til at inspirere til det
”Det er et spændende arbejde, fordi det er komplekst og udfordrende. Der findes så mange forskellige reservedele og maskiner, og der kommer hele tiden nye produkter til. I en tøjbutik findes et par bukser i et begrænset antal farver og modeller, og kunden er også selv ansvarlig for at købe et par, der passer. Her er der meget mere på spil, for i sidste ende kan det være mit ansvar, om en maskine kommer op at køre igen,” siger Mathilde.
Samtidig producerer landbruget mange af de fødevarer, vi spiser hver dag, og på den måde er Mathilde med til at sikre nogle af vores vigtigste behov. Og det ansvar er lagerchef, John Christiansen, helt tryg ved at give handelseleven.
”Mathilde kører på med krum hals! Hun er oprigtigt interesseret og ihærdig, og hun er ikke bange for at spørge en ekstra gang om tingene. Det er positivt, for det er helt afgørende, at der er styr på det faglige. Allerede nu sidder Mathilde med opgaver, man normalt ikke sætter elever til, for eksempel varenummererstatning hvor nye varenumre skal sammenkøres digitalt for alle vores afdelinger. Det er ikke noget, man bare lige gør, med mindre man er så systematisk og disciplineret som Mathilde”, forklarer lagerchefen.


Her er der meget mere på spil, for i sidste ende kan det være mit ansvar, om en maskine kommer op at køre igen.

En særlig jargon
Værkstedshumor er en del af hverdagen på reservedelslageret – også efter Mathilde er startet, og hun lægger ikke skjul på, at det til tider kan kræve et filter.
”Mine kolleger er imødekommende og hjælpsomme, men der er en særlig jargon på et værksted, og branchen kan godt være hård at være kvinde i. Tonen er én ting, men jeg skal også i højere grad gøre mig fortjent til kundernes tillid. Mange går pr. automatik til en mandlig kollega først og studser måske ligefrem over min tilstedeværelse, men når de så finder ud af, at jeg har styr på tingene, vinder jeg hurtigt deres respekt,” fortæller Mathilde og afslutter:
”Det handler jo i princippet ikke om køn, men om viden og interesse. Jeg tror og håber dog på flere kvinder i branchen, og jeg drømmer om, at jeg kan være med til at inspirere til det. At andre unge kvinder kan se på mig og tænke, at hvis hun kan, så kan jeg også!”
ELEV ELLER ANDEN KARRIERE?
Kunne du også være interesseret i en elevplads eller én af vores andre karrieremuligheder? Se, hvad vi har af ledige stillinger her
I Danish Agro er vi mere end 5.000 kolleger fordelt i 15 lande. Fra marken til skærmen, på tværs af landegrænser og fagligheder, er medarbejderne kernen i vores evne til at skabe værdi og udvikle fremtidens landbrug. De sikrer nemlig, at vi kan spille en afgørende rolle i branchens digitale og grønne omstilling – og at vi hver dag hjælper landmanden med at dyrke fødevarer i verdensklasse. Og vi har også brug for dig!