Martin fortsatte høstsæsonen i Australien

Siden han var lille knægt, har Martin Jensen drømt om at komme til Australien og se kænguruer. Det kom han, samtidig med at han vil lov at arbejde med det, han brænder for – arbejdet som landbrugsmaskinmekaniker.

For Martin Jensen, der til dagligt arbejder ved Traktor Høst i Kolding, blev sidste års høstsæson en anelse længere – han fortsatte nemlig høstarbejdet i Australien, hvor han var på udveksling som montør.

”Jeg var afsted i tre måneder, og da jeg kom derned var høsten allerede i gang, så mit primære arbejde bestod i at hjælpe med nedbrud i høsten og særligt i forhold til de nye CLAAS LEXION modeller”, fortæller Martin Jensen.

CLAAS maskinerne var de samme, men arbejdet som montør var en hel del anderledes, end hvad Martin var vant til hjemme i Kolding bl.a. i forhold til det værktøj, som montørerne har. ”I Australien skal man som montør selv købe sit værktøj, og derfor var det også vidt forskelligt, hvad de brugte af værktøj”, fortæller Martin og fortsætter ”I og med de ikke havde den samme værktøjskasse alle sammen, så havde de nogle sjove måder at løse opgaverne på – og det er da noget, jeg tager med mig hjem.”

I og med de ikke havde den samme værktøjskasse alle sammen, så havde de nogle sjove måder at løse opgaverne på – og det er da noget, jeg tager med mig hjem.

Kulturen og menneskerne var for Martin værd at opleve, men også den anderledes mentalitet har sat et aftryk hos den unge montør. ”De er meget nede på jorden og tager tingene stille og roligt. De har en noget længere høstperiode, end vi har herhjemme, så hverdagen er ikke så stressende, og det gør ikke noget, der går et par dage, inden de er kørende”, fortæller ham – og det har også smittet af på Martins personlighed, som han selv beskriver som ”meget mere rolig”, efter han har haft oplevelsen i Australien.

Bedre til teknisk engelsk

En af grundene til, at Martin søgte om at komme på udveksling var, at han havde et ønske om at blive bedre til sprog. ”Meget af det materiale, vi bruger herhjemme, er på engelsk. En ting er engelsk, men teknisk engelsk er noget svære, og det ville jeg gerne blive bedre til. Det har helt klart hjulpet mig med at blive bedre til sprog, og til hvad de forskellige ting hedder på engelsk”, fortæller han.

Udover arbejdet i værkstedet og på markerne blev der også rig mulighed for at komme ud og mærke kulturen på fridagene. Bl.a. holdt Martin både jul og nytår i Australien, hvor han lærte sine kollegaer bedre at kende under andre forhold end på et værksted.

Jeg vil da klart anbefale andre at tage ud og se verden. Det er sundt at komme ud og se en anden arbejdsmoral. Du får lov til at komme ind under huden på kulturen, og du oplever meget mere af kulturen, end hvis du bare tog på en ferie til Australien.

En mere selvstændig medarbejder

Henrik Thomsen, direktør i Traktor høst, er sikker på, at Martin ikke er den sidste mand, de sender til Australien. Udbyttet af at have en montør på udveksling er ifølge Henrik det hele værd.

”Vi bakker op om, at de unge mennesker kan få en oplevelse som Martin. Vi vil gerne give noget ekstra til de nye generationer, der starter hos os”, fortæller Henrik og fortsætter: ”Jeg får en mere engageret medarbejder hjem. Han har skruet i mejetærskere i tre måneder dernede, hvor de måske ikke havde alle de værktøjer, som vi har herhjemme. Så nu når han tilgår en opgave, er han meget mere selvstændig og går på opgaven på en ny måde.”

Udover de menneskelige egenskaber, som Martin har fået med sig hjem, er han også blevet ekspert på CLAAS maskinerne på rekordtid. Han har haft en markant længere sæson, end han ville have fået i Danmark, og det gør, at han også har fået en stor viden om maskinerne med sig hjem fra Australien.

”Jeg vil da klart anbefale andre at tage ud og se verden. Det er sundt at komme ud og se en anden arbejdsmoral. Du får lov til at komme ind under huden på kulturen, og du oplever meget mere af kulturen, end hvis du bare tog på en ferie til Australien”, afslutter Martin.