Line Balle

Fra ufaglært lagerarbejder til Lager- og logistikoperatør
Det lå ikke i kortene, at Line Balle skulle ende som Lager- og logistikoperatør med ansvaret for lagerdelen af Danish Agros plantebeskyttelse på lageret i Galten. Ikke desto mindre var det, hvad hun formåede efter en årrække som ufaglært lagerarbejder.
Flere muligheder åbner sig, når man kommer ind som elev i Danish Agro. For Lager- og logistikoperatør Line Balle gav tiden her og uddannelsen både mere selvtillid og et positivt brud med familiens sociale arv, hvor der var kutyme for ufaglært arbejde frem for at tage en uddannelse.

Jeg står glad op og går på arbejde og er rigtig glad for den positive udvikling, jeg har været igennem.
- Jeg startede i Danish Agro tilbage i 2016 som ufaglært lagerarbejder. Dengang vidste jeg ikke helt, hvad jeg ville, men stille og roligt blev jeg mere selvsikker og fik modet til at bryde den sociale arv i min familie og starte på en uddannelse, indleder Line Balle.
- I januar 2019 startede jeg på uddannelsen som Lager- og logistikoperatør, og jeg er i dag rigtig glad for, at jeg gjorde det. Det er en fremtidssikring, samtidig med at uddannelsen har givet mig mere viden og indblik i både processerne og vareflowet på lageret og forståelse for logistikdelen og de arbejdsprocesser, der ligger hos mine kolleger uden for lageret, forklarer Line Balle videre.

Elevforløb skaber værdi både nu og i fremtiden
Danish Agro har i en årrække haft fokus på at tiltrække unge til blandt andet elevpladser. Både for at tage ansvar for at uddanne unge mennesker og for at sikre, at virksomheden også i fremtiden har dygtige medarbejdere. Flere succesfulde forløb er gennemført, herunder Line Balle som er et godt eksempel på de mange fordele, der er for både unge ufaglærte, der har mod på at blive elev, og for virksomheden.
- Det er betydelige fordele ved, at vi selv uddanner vores kommende medarbejdere, og det er en fornøjelse at få de unge mennesker ind og se dem udvikle sig som elever og senere igennem uddannelsen. Line Balle kom hertil som lidt forsagt og stille men er vokset ekstremt meget og har i dag ansvaret for lagerdelen af vores plantebeskyttelse i Galten, fortæller Vareturschef i Danish Agro, Hans Henrik Staal, der står bag ansættelsen af Danish Agros lagerelever på lageret i Galten.

Jeg vil helt klart anbefale andre at blive elev i Danish Agro. Der er rig mulighed for at udvikle sig, både fordi man lærer mange processer at kende, og fordi man får den praktiske viden, der supplerer undervisningen på skolen rigtig fint.
Line Balle er helt enig med Hans Henrik Staal:
- Der er sket meget, mens jeg har været her. Jeg er blevet mere selvsikker. Nu går jeg ind og tager beslutningen og får den gennemført – før var jeg den meget stille pige. Jeg står glad op og går på arbejde og er rigtig glad for den positive udvikling, jeg har været igennem. Og netop på grund af min uddannelse er jeg for eksempel ved at omrokere vores lager for plantebeskyttelse, så jeg får opdateret arbejdet på lageret, og det bliver mere overskueligt, så de produkter, der skal bruges til bestemte årstider, er grupperet bedre, påpeger Line Balle og tilføjer:
- Jeg vil helt klart anbefale andre at blive elev i Danish Agro. Der er rig mulighed for at udvikle sig, både fordi man lærer mange processer at kende, og fordi man får den praktiske viden, der supplerer undervisningen på skolen rigtig fint, slutter Line Balle.