Salgstalent med landbrugsbaggrund

Har du lyst til at bruge din landbrugserfaring til at sælge verdens bedste produkter inden for svinebranchen?

”Vi lærer dig op i alle salgets discipliner, så du kan skabe en solid salgskarriere med en markedsledende organisation i ryggen. Og så får du stor indflydelse på din egen dag og mulighed for mere ansvar i fremtiden i takt med din succes,” fortæller salgs- og marketingdirektør Per Granly Hansen, som du refererer til.



En hverdag på farten og med salg i fokus
Hatting A/S er Europas største producent af ornesæd og er en del af Danish Agro-koncernen, som består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland. Vores formål er produktion og salg af ornesæd til kunstig sædoverføring samt salg af Farm Supply-produkter – hovedsageligt til svineproducenter i Danmark.



Som salgskonsulent
Din primære opgave er at skabe mersalg af vores produkter til svinebedrifter – både til eksisterende og nye potentielle kunder primært i Jylland, men også i resten af landet. Salgsprocessen foregår typisk ved at få en aftale i hus med henblik på et kundebesøg, hvor du afdækker deres behov og rådgiver og vejleder dem i de rette valg af produkter. Ydermere åbner du op for salg af nye produkter rettet mod kundernes svineproduktion. ”Vi giver dig de bedste forudsætninger for at præge dit eget job. Og du får et meget stort netværk inden for landbruget.” – Per



Erfarne kolleger og god back-up
Som salgskonsulent får du 3 yderst erfarne salgskolleger og et tæt samarbejde med kundeserviceafdelingen, som sørger for back-up og hjælper med dit salgsarbejde. Til at begynde med gennemgår du samtidig et introducerende læringsforløb, hvor du bliver oplært i salg. Og du får en stor viden om branchen gennem besøg i staldene, hos chaufførerne, på lagrene m.v. 



Vi tilbyder
Gulpladebil, computer, telefon, internet, og hvad du ellers skal bruge. Ligesom vi har pensionsordning, sundhedsforsikring og en fordelagtig bonusordning. Der er mulighed for hjemmekontor eller base på hovedkontoret i Hatting ved Horsens.



Har du et skjult salgstalent? 

  • Du har en baggrund i landbruget, så du kan bringe din viden om branchen med ind i en salgsrolle – det kan være, at du har en baggrund som agronom, driftsleder eller blot anden erfaring fra landbruget.  
  • Det er en klar fordel, hvis du har salgserfaring – ellers lærer vi dig op. 
  • Du behersker dansk i skrift og tale, ligesom du har IT-tække, så du kan udarbejde salgspræsentationer. 



Som person har du et godt gåpåmod, og du er god til at lytte til kunderne for at dække deres reelle behov. Desuden er du ambitiøs, selvstændig og resultatorienteret, og du trives med at blive målt på dine resultater. Endelig kan du se dig selv i et professionelt, men samtidig humoristisk team med et stærkt sammenhold.



Arbejdsadresse:
Hatting A/S, Oensvej 48, 8700 Horsens. Se på kort.

Lyder det som noget for dig?

Send din ansøgning og dit CV til pgh@hatting-as.dk hurtigst muligt.

Vi inviterer løbende kandidater til samtale, så søg allerede i dag.

Yderligere info

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte

Per Granly Hansen
Salgs- og marketingdirektør
Tel 2142 1490
pgh@hatting-as.dk

Om Hatting

Markedsleder

Hatting er Europas største producent af ornesæd. Vi råder over nogle af verdens bedste orner, og har en markedsandel i Danmark på over 75 %. Desuden sælger vi sæd i Tyskland og eksporterer sæd til flere land i både Øst- og Vesteuropa.
Læs mere på hattingagro.dk

Sortiment

Hatting er med sine danske 10 afdelinger landsdækkende og har ca. 280 medarbejdere. Foruden 5,4 mio. doser ornesæd om året sælger vi en bred vifte af produkter til landbruget - fra staldudstyr og rengøringsmidler til computere og husholdningsartikler. 

Danish Agro koncernen

Hatting A/S er et aktieselskab, der er ejet af Danish Agro og Vestjyllands Andel via det fælles datterselskab Vilomix Holding A/S. Hatting er en del af Danish Agro koncernen, som består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland.